KOPIVARER – DERFOR ER DE PROBLEMATISKE, OG SÅDAN BESKYTTER DU DIT BRAND

KOPIVARER – DERFOR ER DE PROBLEMATISKE, OG SÅDAN BESKYTTER DU DIT BRAND

Af Michael Hansen, Advokat (H), Partner

I en globaliseret verden, hvor især e-handel foregår på tværs af landegrænser, er det blevet lettere end nogensinde at få fat i kopivarer. Bag de tilsyneladende uskyldige køb af “billige mærkevarer” gemmer der sig dog ofte alvorlige krænkelser af ophavs-, varemærke- og designrettigheder. I denne artikel kan du læse mere om, hvilke rettigheder man risikerer at krænke ved at købe kopivarer, samt hvordan virksomheder kan beskytte sig mod dem.

Hvilke konsekvenser kan kopivarer have for dig som forbruger?

I Danmark kan man som privatperson ikke straffes for at eje og købe kopivarer, der udelukkende er til privat brug, og det er også tilladt at tage kopivarer fra andre EU-lande med hjem til privat brug. Til gengæld er det ulovligt at sælge kopivarer, uanset om de er købt i Danmark eller i udlandet. Dertil er køb, der sker i erhvervsmæssig regi, strafbare og kan medføre bøder, erstatningskrav eller i meget alvorlige tilfælde fængsel.

Selvom privat køb sjældent medfører straf, kan Toldstyrelsen dog tilbageholde varerne, hvilket især kan ske ved køb fra lande uden for EU. Rettighedshaveren kan herefter vælge at kræve, at varerne skal destrueres og i tilfælde af mistanke om videresalg kan det også føre til retssag med krav om erstatning for krænkelsen. Vurderingen af, om et køb er privat eller erhvervsmæssigt, foretages ud fra de konkrete omstændigheder i sagen, og det er i sidste ende domstolene, der træffer afgørelsen.

Udover de juridiske konsekvenser er der også praktiske og etiske grunde til at undgå kopivarer. Kopivarer kan være af dårlig kvalitet, sætte dit helbred på spil og støtte organiseret kriminalitet samt dårlige arbejdsforhold, da producenter af kopivarer ofte alene fokuserer på profit uden hensyn til sikkerhed eller kvalitet. Såfremt producenten tilmed er etableret uden for EU, er de heller ikke underlagt samme beskyttelsespræceptive regler, som andre producenter etableret inden for EU. Som forbruger kan man også ubevidst være med til at understøtte, at erhvervsdrivende krænker andres immaterielle rettigheder, fordi produkterne ofte produceres og sælges uden tilladelse fra rettighedshaveren.

Som forbruger er det også vigtigt at være opmærksom på, at der ikke findes fælles EU-regler for kopivarer, og lovgivningen kan derfor variere fra land til land. I nogle lande, såsom fx Frankrig, Portugal og Italien, er det ulovligt selv at købe kopivarer til privat brug, og man kan risikere store bøder. Derfor er det vigtigt at kende reglerne i det land, man rejser til, inden man køber eller medbringer kopivarer.

Hvordan kan virksomheder beskytte sig mod kopivarer?

For virksomheder kan kopivarer have store økonomiske og brandmæssige konsekvenser. Når produkter bliver kopieret og solgt som falske udgaver af de oprindelige produkter, mister virksomheden ikke kun salg, men også tillid hos kunderne. Derfor er det afgørende, at virksomheder aktivt beskytter deres produkter og rettigheder mod kopiering.

Et vigtigt første skridt er at sikre, at virksomhedens immaterielle rettigheder er korrekt registret og beskyttet. Dette kan indebære at sikre sig, at virksomhedens varemærker, designs og patenter er registrerede og gyldige i de markeder, hvor produkterne sælges. Det giver en juridisk beskyttelse, som gør det muligt at handle hurtigt, hvis kopivarer opdages. Samtidig bør virksomheder overvåge både fysiske og digitale markeder for at opdage og reagere på ulovligt salg af kopier.

Virksomheder kan også samarbejde med Toldstyrelsen for at forhindre, at kopivarer kommer ind på markedet. Hvis en virksomhed anmoder toldmyndighederne om at undersøge varer, der muligvis krænker dens rettigheder, vil Toldstyrelsen overvåge de mistænkte produkter. Mistænker myndighederne herefter, at der er tale om kopivarer, sendes sagen videre til rettighedshaveren, som samtidig får mulighed for at få varerne tilbageholdt. Hvis rettighedshaveren vurderer, at varerne er kopier, kan de kræve, at de destrueres, inden de når ud til forbrugerne. I sidste ende vil det dog være domstolene, der afgør, hvordan sagen skal håndteres, herunder om varerne skal destrueres, samt hvem der eventuelt skal betale for dem.

Har I brug for rådgivning om, hvordan i som virksomhed bedst sikrer jer mod kopivarer, eller har i spørgsmål til jeres virksomheds immaterielle rettigheder såsom varemærke-, design- og ophavsrettigheder, er I velkomne til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller på mail@otello.dk.