ENERETTEN VS. YTRINGSFRIHEDEN: MÅ POLITIKERE FRIT BENYTTE SIG AF KENDTE MÆRKER?

ENERETTEN VS. YTRINGSFRIHEDEN: MÅ POLITIKERE FRIT BENYTTE SIG AF KENDTE MÆRKER?

Må man som tredjemand frit benytte sig af kendte mærker og værker for at skabe opmærksomhed og fremme sit eget budskab under beskyttelse af ytringsfriheden? 

Dette spørgsmål har EU-Domstolen for nyligt taget stilling til i en sag, hvor møbelgiganten IKEA sagsøgte et belgisk parti for at anvende virksomhedens velkendte varemærke i en politisk kampagne.

Sagen kort fortalt

I 2022 lancerede det belgiske højre nationalistiske parti, Vlaams Belang, en kampagne med forslag til en reformering af landets asyl- og indvandringspolitik. Kampagnen blev lanceret under navnet, ”IKEA-PLAN”, som var et akronym for partiets slogan ”Immigratie Kan Echt Anders” ("Immigration kan virkelig være anderledes"). Partiet benyttede foruden selskabets navn, også IKEAs velkendte blå og gule logo samt figurer, der lignede dem fra IKEAs samlevejledninger.

IKEA anlagde sag om krænkelse af deres varemærkerettigheder. Partiet anerkendte at have brugt mærkerne uden samtykke, men påstod frifindelse under henvisning til den politiske ytringsfrihed. Den belgiske ret forelagde sagen for EU-Domstolen som et præjudicielt spørgsmål for at få afklaret, om ytringsfriheden udgør en ”rimelig grund” til at benytte et velkendt varemærke.

Beskyttelse af velkendte varemærker

Et registreret varemærke giver som udgangspunkt eneret til at forbyde tredjemand at bruge mærket erhvervsmæssigt, hvis der er risiko for forveksling. Velkendte varemærker nyder herudover en udvidet beskyttelse, hvorefter rettighedshaveren kan modsætte sig brug, som snylter på eller skader selskabets omdømme – også selvom brugen af varemærket er ikke-kommerciel anvendelse. En sådan brug udgør som udgangspunkt en krænkelse, medmindre tredjemand kan godtgøre at have en ”rimelig grund”.

Hvornår udgør ytringsfriheden en ”rimelig grund”? 

Kriteriet ”rimelig grund” er afgørende, da det udgør den eneste juridiske undtagelse, der tillader tredjemand at benytte et velkendt mærke uden samtykke.

EU-Domstolen slog fast, at ytringsfriheden og ejendomsretten (varemærkeretten) er to grundlæggende ligeværdige rettigheder, der konkret skal afvejes over for hinanden. Bevisbyrden ligger hos den, som ønsker at bruge mærket, og det er således op til dem at påvise, at de har haft ”rimelig grund”. Undtagelsen skal således sikre ytringsfriheden som et tungtvejende samfundsmæssigt hensyn, uden at begrænse indehaverens eneret til varemærket uforholdsmæssigt. Det er op til de nationale domstole at lave en konkret afvejning i de enkelte sager.

EU-Domstolen opstillede i sagen tre faktiske omstændigheder, som de nationale domstole bl.a. kan tage højde for ved denne afvejning:

  1. Tredjemands hensigt: Brugen skal ske i god tro og være nødvendig for budskabet, f.eks. på grund af en direkte sammenhæng til virksomheden eller varemærkets sproglige og kulturelle betydning.

  2. Bidrag til en debat af almen interesse: Der tages hensyn til, om den pågældende ytring bidrager til en samfundsrelevant debat, eller om der er tale om ren kommerciel markedsføring, hvor ytringsfriheden vejer mindre tungt.

  3. Konsekvenserne for rettighedsindehaveren: Der tages hensyn til brugens intensitet, omfang og varemærkets renommé. Domstolen lagde særlig vægt på, om brugen kan give offentligheden et indtryk af, at virksomheden støtter, samarbejder med eller tilslutter sig tredjemands budskab.

EU-Domstolen fastslog med afgørelsen, at ytringsfrihed og varemærkeret er ligeværdige rettigheder. Henvisning til ytringsfrihed udgør ikke i sig selv et fripas til at krænke varemærkeindehaverens eneret. Når brugen alene sker for at skabe opmærksomhed, og der ikke foreligger en direkte sammenhæng til varemærket, og man samtidig risikerer at koble virksomheden sammen med budskabet, er der en stærk formodning om, at eneretten vejer tungest.

På baggrund af disse udtalelser blev sagen sendt tilbage til de belgiske domstole, som herefter skal vurdere, hvorvidt Vlaams Belang i den konkrete situation har påvist en rimelig grund, eller om IKEAs påstand skal tages til følge. Sagen er således fortsat uafklaret, men EU-domstolen har ikke desto mindre slået fast, at ytringsfriheden og varemærkeretten skal behandles som ligeværdige rettigheder. Når brugen af et varemærke alene sker for at skabe opmærksomhed, der ikke foreligger en direkte sammenhæng til varemærket, og man samtidig risikerer at koble virksomheden sammen med budskabet, er der dog en stærk formodning om, at eneretten vejer tungest.

Lignende problemstilling i Danmark: Moderaterne vs. Gnags

Et lignende dilemma så vi i Danmark under folketingsvalget i 2025, da Moderaterne uden samtykke benyttede sig af et uddrag fra Gnags-sangen ”Når jeg bliver gammel” (skrevet af Peter A.G. Nielsen) i en politisk kampagne. Moderaterne havde i 2024 spurgt om lov til at bruge sangen i en kampagnevideo, men fik dengang afslag fra Gnags under hensyn til en intern aftale om ikke at bruge deres musik til partipolitik. Moderaterne valgte dog alligevel at bruge sangens titel i en kampagne for partiets seniorpolitik.

Selvom den danske sag omhandlede ophavsretten til musik frem for varemærkeret, var det principielle spørgsmål det samme. Må man ”låne” kendte værker, navne og brands alene for at skabe opmærksomhed og blikfang for sine egne (politiske) budskaber? Selvom sagen aldrig nåede til retten, idet parterne indgik forlig, er problemstillingen relevant, særligt når den ses i lyset af den lignende sag fra Belgien, og den tilsyneladende stigende interesse for at bruge moderne kendetegn og popkultur i politiske kampagner.

 

Har I brug for rådgivning om varemærkebeskyttelse i praksis eller har spørgsmål til håndhævelse af jeres eneret over for tredjemand, så er I velkomne til at kontakte os på tlf. 70 22 88 68 eller på mail@otello.dk.

Skriv til os

Vores erfarne specialister er klar med råd og vejledning. Udfyld formularen, så hører du fra os i løbet af kort tid.

Book et møde med os

Nu kan du mødes online med vores specialister og få gratis rådgivning om rettighedsbeskyttelse. Indtast oplysningerne i formularen, så vender vi hurtigst muligt tilbage med en mødeinvitation.