Havfrue-sagen: Sammenstødet mellem ophavsret og ytringsfrihed
Af Michael Hansen, Advokat (H)
Der opstår ikke sjældent sammenstød mellem ophavsretten og retten til ytringsfrihed. Østre Landsret har for nylig i den såkaldte "havfrue-sag" taget stilling til et ganske kompliceret spørgsmål, nemlig hvor grænsen går for satire og karikaturtegninger, når det kommer til ophavsretlig beskyttelse?
SAGENS BAGGRUND
Havfruesagen opstod i 2019, da Berlingske Tidende bragte et fotografi af Edvard Eriksens havfrue-skulptur iført mundbind samt en karikaturlignende tegning, hvor havfruen fremstod med et zombie-lignende ansigt. Fotografiet skulle illustrere den aktuelle coronanedlukning, mens tegningen skulle symbolisere den hårde debatkultur i forbindelse med folketingsvalget i 2019.
Edvard Eriksens arvinger fandt imidlertid ikke fotografiet og tegningen spor humoristiske, hvorfor de stævnede Berlingske for at have krænket billedhuggerens ophavsret.
ØSTRE LANDSRETS AFGØRELSE
Skulpturen af Den Lille Havfrue er som kunstværk beskyttet af ophavsretten. Det betyder, at billeder af skulpturen kun må deles i offentligheden, såfremt billedet indgår i en relevant nyhedssammenhæng (f.eks. hvis Den lille Havfrue har været udsat for hærværk). Det centrale spørgsmål i sagen for Østre Landsret var imidlertid, om Berlingskes brug af Den Lille Havfrue var lovlig i henhold til en ulovbestemt parodi-undtagelse til dansk ophavsret. Berlingske gjorde i den forbindelse gældende, at tegningen udgjorde en lovlig karikatur, og at tegningen og billedet var lovlige ytringer beskyttet efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Efter en større gennemgang af lovgivning, litteratur og retspraksis, anerkendte Østre Landsret, at der gælder en parodi- og traversti-undtagelse i dansk ophavsret. Landsretten fandt imidlertid ikke, at Berlingskes tegning kunne anses for at være en lovlig karikatur: "Karikaturen er ikke rettet mod det afbilledet værk, Den Lille Havfrue, men benytter i stedet værket som symbol på ondskaben i Danmark, og dermed som middel til at karikere noget, som ligger ud over og uden for selve værket." For så vidt angik retten til ytringsfrihed, udtalte Østre Landsret, at emnerne i Berlingskes artikler kunne have været illustreret på en række andre måder og at brugen af skulpturen ikke var nødvendig for at formidle budskabet, hvorfor det ikke ville være i strid med artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at forbyde Berlingskes brug af tegningen og billedet. Landsretten fandt derfor - ligesom byretten - at der forelå en krænkelse af ophavsretten til havfrue-skulpturen og fastsatte herefter arvingernes vederlag og godtgørelse til 300.000 kr.